Nye bøger i 2023. Foto: Christin Hume For Unsplash.
Nye bøger i 2023. Foto: Christin Hume For Unsplash.

Bøger vi glæder os til at læse i 2023

11.01.23
Her ser vi fremad mod nogle af alle de spændende, sjove, hyggelige, romantiske og barske historier, der er på trapperne i 2023.

Romaner og krimier vi glæder os til at læse i 2023

’Atlas – Historien om Pa Salt’ af Lucinda Riley
Den længe ventede sidste bog i den populære serie om de syv søstre. Denne gang bliver seriens helt store spørgsmål besvaret: Hvem er Pa Salt, og hvorfor adopterede han de syv søstre? Vi kan næsten ikke vente med at finde ud af det!

’Heart bones’ af Colleen Hoover
Colleen Hoovers nye roman handler om ung kærlighed. Et uforudset dødsfald tvinger den unge kvinde Beyah til at flytte ind hos sin far, som hun knapt nok kender. Snart møder hun naboen Samson, og selvom de kommer fra vidt forskellige kår, finder de ud af, at de i hvert fald har én ting til fælles: de tiltrækkes af triste ting. Hvilket betyder, at de tiltrækker hinanden. Men det er ikke uden problemer.

‘Stilhedens hav’ af Emily St. John Mandel
Stilhedens hav foregår i år 2401, hvor tidsdetektiven Gaspery-Jacques Roberts sættes til at efterforske en anomali – og opdager en serie af forbundne liv. Der er her tale om en universel og aktuel roman om kunst og kærlighed, der strækker sig gennem tid og rum.

’Bødlernes daggry’ af Michael Katz Krefeld
Den kontroversielle og fandenivoldske Cecilie Mars er udnævnt til drabschef, og en af hendes første opgaver bliver at opgribe en gal drabsmand, som myrder enlige kvinder for at indlemme dem i sin syge samling. Bødlernes Daggry er en selvstændig fortsættelse til storbykrimierne Mørket kalder og Nattens udyr

Faglitteratur vi glæder os til at læse i 2023

’Nej-klubben – Et opgør med kvinders karriere-hæmmende arbejde’ 
Nej-klubben er en praktisk guide til større ligestilling. Det handler om at frigøre kvinders karrierer fra arbejde, der ikke bliver belønnet. Frigørelse fra de såkaldte “ikke-forfremmende arbejde”: planlægning af sommerfesten, screening af praktikanter, pleje af den tidskrævende klient eller simpelthen at hjælpe andre med deres arbejde.

’Reserven’ af Prins Harry
Prins Harry må have taget fløjlshandskerne af, da han satte sig for at skrive bogen ’Reserven’. I den fortæller han sin side af historien om sit liv i det britiske kongehus. Et liv med tragedie, sorg og tunge forventninger men også om at frigøre sig og finde kærligheden.