Kampagnen "Sammen i bevægelse"
Kampagnen "Sammen i bevægelse"

"Sammen i bevægelse"

03.05.21
Kampagnen "Sammen i bevægelse" starter i denne uge og er et samarbejde mellem landets biblioteker og DR, hvor vi vil sætte fokus på alle de positive ting ved at holde sig i gang og bevæge sig.

Vi kan ikke komme udenom, at det sidste års tid har været meget usædvanligt for os alle. Corona og hjemsendelse har for mange af os betydet, at vores daglige fysiske aktivitet er blevet voldsomt reduceret. Rigtig mange har siddet derhjemme foran computeren, uden en masse kortere gåture til møder, kaffemaskinen, printeren eller for at stille kollegaen et spørgsmål. 

Derfor skal der ske noget, som sætter gang i hverdagsbevægelserne, og det tager den nye kampagne fat på. Det behøver ikke nødvendigvis at være motion i form af løbeture eller fitness. Det kan også være ganske almindelige hverdagsbevægelser som at slå græs, lege med børn/børnebørn eller at GÅ en tur på biblioteket - alt tæller!

Mange forskellige aktiviteter
I løbet af de seks uger, som kampagnen varer, kan du få en anderledes oplevelse, når du besøger dit bibliotek. 
For eksempel kan biblioteksgæsterne vælge at tage en lidt længere gåtur ned til den reserverede bog eller bogreolerne og på den måde få lidt ekstra skridt på kontoen. 
Børn og barnlige sjæle kan blive udfordret på deres kondition og smidighed, når de møder fysiske udfordringer rundt om i biblioteksrummet, måske i form af yogastillinger eller gymnastikøvelser. 
Der vil også være gode bud på litteratur, som virkelig ”bevæger” på det emotionelle plan. 
Under hele kampagnen vil der være forskellige udstillinger på bibliotekerne, som relaterer til "Sammen i bevægelse".
Også digitalt vil der være fokus på at sætte danskerne i bevægelse med podcasts, gå-konkurrencer, gættelege m.m. 
Der er også et foredrag med klummeskribent og foredragsholder Eva Lund Dixen om, hvordan man igennem bevægelse kan slippe fri af fortidens traumer.
For børn er der bl.a. skattejagt i form af ”forsvundne kasser" og et arrangement med gamle lege på tværs af generationer for børn og deres bedsteforældre. 

Litterære vandringer
I løbet af kampagnen er der planlagt flere udendørs litterære aktiviteter. Bl.a. forskellige litterære vandringer, foredrag og "barsels-bookwalks". ”Litteraturen i bevægelse” er således en litterær pakke, bestående af seks guidede ture forskellige steder i Næstved. 

Det indebærer to litterære ture i Digtervejskvarteret, en tur i Grundtvigs og Marie Tofts fodspor ved Rønnebæksholm, to forskellige skumringsvandringer, dels i Herlufsholm Skoven og dels i Fruens Plantage. Endelig er der en litterær tur, inspireret af Tomas Espedals bog: Gå – eller kunsten af leve et vildt og poetisk liv, i Fruens Plantage. 

I de kommende uger kan du læse meget mere om de forskellige aktiviteter i de lokale aviser samt her på bibliotekets hjemmeside, Facebook og Instagram (#sammenibevaegelse), hvor der også vil være inspirerende artikler og gode idéer til, hvordan du får bevæget dig mere.