Bøger fra borger til borger

Ved indgangen til Næstved Bibliotek har vi sat en reol med brugte bøger - ikke kasserede bøger, men bøger, som vi har modtaget i forbindelse med bogbytte, blandt andet på Kulturnatten.

På Kulturnatten i 2011 introducerede biblioteket et nyt tilbud med bogbytte, hvor borgerne kunne bytte private bøger. Det blev en stor succes, som siden har været afholdt flere gange. Nu har vi sat en bogbytte-reol op ved indgangen til Næstved Bibliotek ved Kvickly.  

Del bøger med andre

Du er velkommen til at tage en bog eller to, hvis der er noget, du har lyst til at læse. Og har du selv bøger, som du vil sende videre til en anden, kan du sætte dem her på reolen, fortæller assistent Anne Petersen, som står bag bibliotekets bogbytte. 

Så find de bøger frem, som ikke længere skal stå i reolen og byt dem til ny og spændende læsning. Og har du lyst, kan du sætte dig i stolen og læse i en god bog.