Trap Danmarks interaktive kort over Danmark

Udforsk Danmark med nyt interaktivt kort

19.07.22
Gå på opdagelse i det nye interaktive kort fra Trap Danmark. Det er gratis, kæmpestort og lige ved hånden.

På det interaktive Danmarkskort kan du fra din mobil, tablet eller pc klikke dig ind og blive klogere på forskellige områder. Du kan zoome ind og udforske det sted, hvor du er, eller der, hvor turen går til. Uanset om du vil fordybe dig eller hurtigt vide mere om statuen på torvet, kirken i landsbyen eller skoven ved sommerhuset, så er der viden at hente her. I Næstved Kommune kan du fx zoome ind og blive klogere på Kalkmalerierne i Karrebæk Kirke, Glumsøstenen i Glumsø, Stenboderne i Næstved, Stejlebanke ved Dybsø Fjord og kommunens mange gravhøje og dysse- og jættestuer. 

Danmark er nu det mest velbeskrevne land i verden. Hver en større by, hvert et fredet hus eller fortidsminde og alle væsentlige naturområder er beskrevet i det omfattende værk Trap Danmark, hvor ca. 1.400 fageksperter har beskrevet alle dele af nationen, og nu er det hele nemt – og helt gratis – at udforske via det interaktive Danmarkskort

Du har måske set Trap Danmark-kortet før, men nu indeholder det også alle de fredede fortidsminder og altså mere end 50.000 geolokationer med tilhørende artikler.

Du kan downloade en genvej til din telefons startskærm, så du hurtigt finder kortet næste gang.

Artiklen er oprindeligt skrevet af Bente fra Hjørring Bibliotekerne.