Om dette arrangement

Tid
10:00 - 12:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Næstved Bibliotek
Kvægtorvet 6-8
4700 Næstved
Sted
Den nye plads Dråben tæt ved biblioteket
Arrangører
For hvem?

Mandlige seniorer holder hjernen frisk

Næstved Bibliotek starter en lightudgave af Hold Hjernen Frisk over 8 uger. ”Mænd, Motion og Mental sundhed – kulturelt samvær og aktiviteter i naturen” henvender sig til mænd i alderen 60-75 år, som er på efterløn eller pension.

I 2050 vil antallet af ældre over 80 år være tredoblet. Mange får derfor flere aktive år, efter de går på pension. Men hvordan holder vi vores hjerne frisk så længe som muligt? Forskning viser, at fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær er vigtige elementer; og det er aldrig for sent at gå i gang!

Sidste efterår deltog 15 mandlige seniorer sammen med to bibliotekarer fra Næstved Bibliotek og Borgerservice i en lightudgave af det innovative pilotprojekt, Hold Hjernen Frisk, støttet af Nordea-fonden. Og det er med alle erfaringerne fra sidste omgang, at bibliotekarerne Jens Kryger Nielsen og Vibeke Sølling har planlagt endnu en lightudgave, som skal køre i efteråret.

Projektet omsætter forskningsbaseret viden til konkrete aktiviteter, der kan inspirere seniorer til at holde hjernen frisk – hele livet. I løbet af de 8 uger bliver deltagerne hver tirsdag udfordret i naturen af bevægelse, hjernegymnastik og et nyt fællesskab. Forløbet starter formelt d. 30. august, men allerede tirsdag den 23. august kl. 10.00-11.00 er der en kort intro, hvor deltagerne mødes over en kop kaffe/te på Næstved Bibliotek.

Gåture, fællessang, højtlæsning og minder 
Bibliotekarerne Vibeke Sølling og Jens Kryger Nielsen har sammen med relevante samarbejdspartnere planlagt et forløb med mange gode aktiviteter. Fællessang, gåture i Næstveds dejlige natur, højtlæsning og en kop kaffe/te er faste indslag. Gåturene vil blive kombineret med forskellige indslag, som sætter hjernen i gang, f.eks. en byvandring, god snak om minder og højtlæsning af fortællinger og digte, hvor tanker om teksten og livet deles.

Kunst, gamle plader, skovture og fællesskab
En del af forløbet foregår på Kunsthal Rønnebæksholm, hvor deltagerne bl.a. får mulighed for at se på kunst, synge, tale om litteratur og ikke mindst nyde den skønne natur i området. Vi taler også om søvnvaner og hvilken kost en frisk hjerne behøver.

Tilmelding til Vibeke Sølling på: visje@naestved.dk eller Jens Kryger Nielsen på: jknie@naestved.dk, senest torsdag d. 21 Juli kl. 12. 
Der er plads til 20 deltagere på holdet. Du vil få besked, om du er blandt de heldige senest i uge 28.

Fakta: i det 3-årige projekt, Hold Hjernen Frisk, omsætter projektpartnerne DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Sangens Hus og Dansekapellet forskningsbaseret viden til engagerende og fællesskabsskabende aktiviteter for seniorer omkring pensionsalderen og udbreder eksisterende viden i forskellige formater. DGI leder projektet. Læs mere om Hold Hjernen Frisk på projektets hjemmeside: www.dgi.dk/holdhjernenfrisk

Obs: denne begivenhed er for den første af de 8 tirsdage, forløbet strækker sig over. Hver gang tirsdag fra 10 - 12.