Sammen i bevægelse

Sammen i bevægelse – det’ for børn!

Af Anonym (ikke efterprøvet)
03.06.21
Elsker du at gå på skattejagt? Og trænger du til at komme ud at bevæge dig?

Efter en laaang Corona-nedlukning, en mørk vinter og et vådt forår trænger du sikkert til at komme ud i solen og lyset at bevæge dig.
Og hvad er sjovere end at gå på skattejagt, når du skal ud at bruge din dovne Corona-krop?
I forbindelse med DR Temaet ”Sammen i bevægelse” har vi arrangeret hele to skattejagter for børn med fokus på bevægelse og læselyst på vores biblioteker i Næstved Kommune. Én indendørs og én udendørs.

Indendørs skattejagt
Den indendørs skattejagt hedder ”Find sprællemanden, flyveren og halvmånen”. 
Her går det ud på, at du skal finde de 10 kort med forskellige øvelser, som vi har hængt op på børnebiblioteket i Næstved og på vores fire lokalbiblioteker. 
Du kan finde en afkrydsningsliste på biblioteket, og så ellers gå på jagt efter kortene. Hver gang du finder et kort, skal du lave øvelsen på kortet i 30 sekunder. Du kan gå på jagt efter kortene alene, eller sammen med andre. I kan måske endda konkurrere om, hvem der finder og udfører alle øvelserne først?
Det er dejligt at bevæge sig og sjovt at komme rundt i hele biblioteket. Måske finder du også en bog eller to, som du får lyst til at låne med hjem, så du også kan få sat dine hjerneceller i sving.

Du kan gå på indendørs skattejagt på Næstved, Fensmark, Fuglebjerg, Glumsø og Korskilde Bibliotek

Udendørs skattejagt
Den udendørs skattejagt har vi kaldt ”Find fortællingen”.
Udenfor hvert af vores fire lokalbiblioteker har børnebibliotekarerne gemt en plastkasse med børnebøger. Gå på skattejagt og se om du kan finde kassen udenfor dit lokale bibliotek. 
Når du finder kassen, ligger der en lille hilsen i den fra dine lokale børnebibliotekarer. De fortæller dig bl.a. om en god tur du kan gå i nærheden af dit bibliotek – meget gerne sammen med din familie. 
Og så har de lagt en stabel gode bøger i kassen. Du må tage én af bøgerne. Den er din, som tak fordi du fandt skatten. Efter du har valgt din bog, skal du være sød at lukke kassen igen og gemme den samme sted som du fandt den. Så har andre børn også mulighed for at finde kassen.
Når du har læst den bog du valgte i kassen, er du meget velkommen til at komme og besøge os på biblioteket, så vi kan hjælpe dig med at finde en ny god bog, du kan låne med hjem at læse.

Du kan gå på udendørs skattejagt udenfor Fensmark, Fuglebjerg, Glumsø og Korskilde Bibliotek.

Rigtig god skattejagt!
Det er fedt at være ”Sammen i bevægelse”
 

Emne