Borgerkonsulent Karina Andersen i gang med opgaver for Folkeregistret på hjemmearbejdspladsen.

Borgerservice kører digitalt

Af Anonym (ikke efterprøvet)
27.04.20
På trods af lukning og Corona-krise er der gang i indrejser, flytninger, udstedelse af midlertidige kørekort, vielser og nu også kontakt til køreskolerne. Og så meget som muligt foregår digitalt.

Alle, der benytter sig af Næstved Kommunes Borgerservice på Kvægtorvet i Næstved ved, at der hersker stor travlhed. Og det betyder ikke mindst, at loungen hos Næstved Bibliotek og Borgerservice næsten altid er fyldt med borgere. Grundet Corona-krisen har der været lukket siden den 13. marts, men Borgerservice-medarbejderne i Næstved Kommune ligger ikke stille. De har travlt med at servicere borgerne over telefonen og ikke mindst guide dem digitalt.  

Borgerservice-telefonen på 5588 5588 er åben mandag til fredag. Og her sidder medarbejderne fra Borgerservice klar ved telefonen til at hjælpe.  

Ekstra mange henvendelser efter pressemøde
- Vi får mange henvendelser – f.eks. kom der over 100 henvendelser den første dag efter påske. Og et pressemøde i nyhederne med Mette Frederiksen udløser også ekstra opkald, hvor folk vil høre, hvordan de nu skal forholde sig, fortæller borgerkonsulent Karina Tjørneskov Andersen, som primært arbejder i Folkeregister-gruppen. Hun tilføjer: - Heldigvis er vi nået meget langt i digitaliseringen, så mange borgere kan klare sig via selvbetjeningsløsningerne. Og det kommer os virkelig til gode i disse tider.

Ny selvbetjeningsløsning for indrejse
Opgaverne med indrejser fylder meget. Det er typisk borgere, som ikke er registreret i samfundet samt danskere, som har boet og arbejdet i udlandet i flere år. Mange søger hjem for at sikre sig, at de kan få ordentlig lægehjælp m.m. Indrejsesystemet er for nylig blevet opgraderet. Via den digitale indrejseløsning, kan borgerne vedhæfte de dokumenter, der skal bruges i sagsbehandlingen og hermed få tildelt et cpr.nr. umiddelbart efter afsluttet sagsbehandling. Så kan borgeren komme videre i samfundet her og nu. Når der igen åbnes, bliver borgeren kontaktet for en fysisk henvendelse i Borgerservice. - Mange har haft problemer med at komme hjem til Danmark – og så er det vigtigt, at det er muligt at blive registreret, så de ikke ”strander” i ingenmandsland, siger Karina Tjørneskov Andersen og tilføjer, at flytninger, vielser, lægeskift m.m., stort set kører normalt.

Midlertidige kørekort i den digitale postboks
I afdelingen for Pas og Kørekort er der helt klart flest henvendelser vedr. fornyelser af kørekort. – Her guider vi alle typer borgere, både ældre med lidt digital erfaring og alle digitale, til at gå ind og sende os en besked fra deres digitale postkasse på borger.dk. Herefter kommer det midlertidige kørekort i den digitale postboks. Borgeren kan selv printe det ud eller vise det på telefonen, hvis der er påkrævet. Hvis borgeren er fritaget for digital post, kan der udstedes en fuldmagt, f.eks. til en søn eller datter, som så kan få det tilsendt digitalt. Der findes altid en løsning, fortæller borgerkonsulent Nikolaj Jensen, som oplever, at flere ældre er blevet mere digitale under Corona-krisen.

Hastepas til pilot
- I lukkeperioden har vi kun udstedt et pas. Det var til en dansk pilot hos Märsk Air med bopæl i Tyskland, der skulle flyve med værnemidler fra Kina til Danmark. Og her havde han brug for et ekstra pas. Han kom ind personligt og fik lavet sit pas – selvfølgelig med brug af den nødvendig afspritning og afstandtagen, siger Nikolaj Jensen og understreger, at der KUN udstedes pas, hvor det er højst nødvendigt i embeds medfør. Alle øvrige pas må vente, til der igen er normale tilstande og mulighed for at rejse ud af landet.

Åbnet for teori- og køretimer
Mandag den 20. april blev der igen åbnet for teori- og køretimer hos landets køreskoler. Det gør det muligt at levere og modtage ansøgningsskemaer fra køreskolerne om kørekort og generhvervelse af kørekort. Pt. er det dog kun kørelærerne, som kan gøre det.

Nøgleapp og akut hjælp til NemID
En tredjedel af henvendelserne til Borgerservice drejer sig om NemID. Her henvises borgerne bl.a. til at hente NemID nøgleapp, som gør, at de altid har nøgler til rådighed. Nøgleappen kan bruges alle de steder, hvor man bruger sit nøglekort, både fra mobil og pc. Den er altid lige ved hånden, både i toget og på ferie. Og man løber ikke tør for nøgler. NemID nøgleapp kan hentes i App Store eller Google Play. For borgere, som har problemer med NemID, er der åbent for akutte henvendelser i Infoskranken på Næstved Bibliotek og Borgerservice et par timer om dagen – dog kun mod foregående aftale og tidsbestilling.

Selvom meget klares digitalt i disse krisetider, er der ingen tvivl om, at både borgere og borgerkonsulenterne hos Næstved Bibliotek og Borgerservice glæder sig til normale tilstande.