Eva hænger vasketøj op mens hun lytter til bog
Eva hænger vasketøj op mens hun lytter til bog
Mette læser hængende ud over sofa
Mette læser hængende ud over sofa
Eva bager boller mens hun lytter til bog
Eva bager boller mens hun lytter til bog
Eva læser under spisebord
Eva læser under spisebord
Mette læser bog, der er vendt på hovedet
Mette læser bog, der er vendt på hovedet

Læs på nye måder

Af Anonym (ikke efterprøvet)
31.03.20
I denne mærkelige coronalukketid, giver to af vores børnekulturformidlere deres personlige bud på anderledes måder at læse bøger på.

I denne tid, hvor de fleste af os arbejder og går i skole hjemmefra pga. COVID-19, skal vi alle sammen vænne os til at gøre rigtig mange ting på nye måder. Det gælder også læsning. De fysiske biblioteker er jo lukkede, så hvor går man hen og finder interessant litteratur? Og hvordan gør man læsningen sjov og interessant på nye måder i hverdagen? Det vil jeg prøve at komme med et par bud på her.

Der er heldigvis en del steder, man kan finde litteratur digitalt, som mine søde kollega Anette allerede har skrevet om på bibliotekets hjemmeside.

Jeg bruger selv primært eReolen og eReolen GO, som er folkebibliotekernes tilbud om e-bøger og lydbøger. Der er et par forskelle på eReolen og eReolen GO, som er værd at kende:

  • eReolen GO rummer KUN litteratur til børn og unge imellem 7 og 14 år.
  • eReolen er primært til alle andre bilbioteksbrugere. Her er meget voksenlitteratur, men også ALLE de titler, der ligger på eReolen GO.
  • På eReolen GO kan man logge ind med sin UNI – hvis man er elev på en af folkeskolerne i Næstved Kommune. Man kan også logge på med sit biblioteks-log (lånernummer + pinkode) hvis man ikke har en UNI.
  • På eReolen kan man KUN logge på med sin biblioteks-log (lånenummer + pinkode).
  • På eReolen GO kan man KUN streame indholdet. Det vil sige, at man skal være på et wi-fi netværk for at kunne læse e-bøger eller lytte til lydbøger på eReolen GO.
  • På eReolen kan man downloade den e- eller lydbog man låner, så man også kan bruge indholdet offline. Det gør jeg altid.

Her hos mig er hele familien hjemme; min mand og jeg arbejder hjemmefra og børnene går i skole hjemme. Der er nok at tage sig af – og det kan være svært at finde tid til at læse ud over den faste halve time vi alle fem læser sammen, når skole- og arbejdsdagen er forbi. Derfor er jeg blevet rigtig glad for lydbøger. Jeg kan ”læse med ørerne” imens jeg får nogen af dagligdagens gøremål klaret. Her hænger jeg vasketøj op og bager boller imens jeg lytter. Det er også dejligt at have en lydbog i ørerne imens jeg strikker.

Holder man mere af at læse i almindelige papirbøger – og er man så heldig at have nogle gode bøger hjemme – kan man også læse dem på nye måder. Prøv fx at:

  • sidde flere sammen og læse i hver jeres bog. Det er super hyggeligt!
  • ligge hen over sofaens armlæn eller ryg imens du læser.
  • lægge dig godt til rette med pude og tæppe under spisebordet at læse.
  • bevæge dig rundt i stuen med din bog.
  • vende din bog på hovedet og se om du kan læse i den sådan.
  • læse i mørke i lyset fra en lommelygte eller pandelampe.
  • sidde på en yogabold at læse – hvis du har sådan en.

Min kollega Mette og jeg læser på nye måder

Det er både sjovt og udfordrende at læse på nye måder. Og så er det faktisk forskningsmæssigt bevist, at vi bruger langt mere af kroppen end vi tror til at læse. Hvis en tekst er svær, kan det være en stor hjælp at kunne bevæge sig rundt eller læse den stille op for sig selv, for bedre at kunne forstå indholdet. Læser man mere for hyggens skyld – eller for at nå de 20-30 minutter man gerne skal læse om dagen – er det rart at kunne sidde eller ligge i en behagelig stilling imens man læser. 

Sørg altid for at læsningen bliver forbundet med noget rart og hyggeligt. At man sidder sammen, får en kop te eller saft og måske en bolle imens man læser og at der kort bliver snakket om, hvad man har læst. På den måde bliver den enkeltes læsning også interessant for resten af familien.

Læs evt. mere om hvilke vaner der er gode at opbygge omkring læsning i familien her. Der er også et sjovt spil og link til en fin YouTube film om læsevaner fra siden.

Jeg håber, at I opdager nye og anderledes måder at læse på. Og at I bliver så glade for dem, at læsningen er kommet for at blive i jeres familie.  Rigtig god læselyst!

Har du fået lyst til at læse andet personligt indhold, såsom anbefalinger til gode bøger, så kan du følge vores bloggere her