Efter solen af Jonas Eika

Jonas Eika blev berømt, og i nogle kredse nok berygtet i Danmark, da han brugte sin prisvindertale som vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2019 til at kritisere den danske flygtningepolitik i overværelse af blandt andre statsminister Mette Frederiksen, som han direkte addresserede i talen. Den slags har det med at drukne opmærksomheden på den litteratur, som han jo ret beset, åbenbart, må være en mester i at udøve. 

Jeg må erkende at jeg i sin tid, da den korte novellesamling udkom i slutningen af 2018, lånte den med hjem og ikke fik den læst. Den virkede simpelthen lidt speciel og uoverkommeligt skrevet, da jeg gik i gang med at læse første novelle: "Alvin". Selvfølgelig nok også fordi der var så meget andet godt at læse lige på det tidspunkt. Men så, efter den klare anbefaling i form af den fornemme litteraturpris, lånte jeg den igen og havde et helt andet mod på at læse den. 

Jeg blev denne gang straks fanget af det meget kontante sprog, de sære lokaliteter og den mærkelige fornemmelse af at det var et virkeligt, men samtidig fremtidigt, forskruet København jeg var landet i, sammen med hovedpersonen i "Alvin", der vikles ind i døgnvarige børsspekulationer på hotelværelser sammen med benævnte Alvin. De tos forhold udvikler sig, blandt andet gennem en meget bevidsthedsudvidende massage i en brusekabine. 

Bevidsthedsudvidende er i det hele taget et godt ord at bruge om universet og sproget i "Efter Solens" noveller. Samtidigt, og alternativt med den klare undergangsstemning, foregår der nemlig i alle novellerne bevidsthedsudvidende, overjordiske hændelser, som både kan læses som symbolske, men også konkrete. Hvor der i Theis Ørntofts ligeledes fremragende moderne scifi-bog "Solar", der også udkom i 2018, og som jeg anbefaler i dette blogindlæg, er en ret entydig apokalyptisk stemning, er der i "Efter solen" en overgang til en optimistisk opbygning af et ikke-menneskeligt, alternativt univers. En genfødsel på trods, som gør mig, som læser, godt. 

Særligt novellerne "Bad Mexican Dog", som falder i to dele, er medrivende: Et dansk par kommer i Mexico ud for en slags videoafpresning af en såkaldt beachboy, som er del af en etnisk blandet gruppe, der både udnyttes af de rige, hvide vesterlændinge, men samtidig er de også et klart alternativ til den udnyttelse, som verden kan have godt af i længden.  

Jeg tror faktisk Jonas Eikas bog har været den mest sindsoprivende læseoplevelse for mig i meget lang tid. Den kan noget af det jeg gerne vil have fra bøger: Den har sat tanker i gang, og jeg overvejer faktisk at læse den igen for sproget er utroligt mættet, sanseligt og pirrende. Hvert ord, hver sætning og hver stemning, de skaber, har betydning.