Mira-serien

Af
11.10.19

Et fantastisk indblik i en tween piges liv

Er du imellem 8 og 12 år? Pige? Eller kender du en tween pige? Så er Mira-serien af Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi lige noget for dig!

Indtil nu er der kommet tre graphic novels i Mira-serien og én hvor man selv kan vælge handlingen. Mira er hovedpersonen og vi følger hendes liv på godt og ondt gennem en række kortere historier i tegneseriestil krydret med Miras dagbogsnotater, Instagram opslag og forskellige DIY opskrifter på kreative ting og kager.

Mira er en kreativ pige, som bor sammen med sin single-mor. Mor har skiftende kærester og er vildt pinlig, synes Mira. Især når der er fest og hun danser grimt med læbestift på tænderne. Men hun er også verdens bedste mor - og den eneste forælder Mira har. Ønsket om at møde sin far vokser sig større og større for Mira igennem det første bind i serien.

Naja er Miras bedste veninde. De to har kendt hinanden siden børnehaven og laver alle mulige sjove ting sammen. Men deres venskab bliver truet, da Beate starter i klassen. Beate synes, at alt hvad Mira laver er barnligt. Hun vil hellere snakke om drenge og tøj. Pludselig oplever Mira, at Naja hellere vil være sammen med Beate end med hende.

Heldigvis har Mira sin søde mormor og sin bedste drenge-ven Louis at vende sig imod, da Beate og Naja starter en kærlighedsklub, som kun er for dem der har været forelskede. Måske kan Mira prøve at forelske sig i Louis?

I andet bind skal Mira og mor flytte. De skal bo sammen med mors nye kæreste Joakim på en husbåd. Mira tænker meget over, hvordan det mon er at bo på vandet. Heldigvis går flytningen godt – og det viser sig, at Liva bor på båden ved siden af. Liva er på alder med Mira og er ligeså kreativ som hende, så de to piger finder hurtigt hinanden. Det bliver lidt svært for Naja at dele Mira med en ny veninde.

Mor har efter mange overvejelser valgt at kontakte Miras far, så de to kan møde hinanden. Det går op for Mira, at far Bjørn slet ikke vidste, at hun fandtes. Heldigvis vil han gerne lære Mira at kende. For Mira bliver det lidt af en udfordring, at balancere imellem to familier – og at have en lillebror hos far.

I tredje bind går Miras venskaber op i en højere enhed, da hun laver en kreaklub sammen med Naja, Liva og Louis. De hygger sig med at lave skulpturer af gammelt skrammel og beslutter, at de vil lave en udstilling af alle de fine ting de laver sammen.

Da Mira er hjemme hos far, går det ikke så godt. Og hun bliver i tvivl om han overhovedet er hendes far. Mor har jo haft en del kærester, så måske kan hun have taget fejl af hvem af dem hun fik Mira med? Mira finder mors gamle dagbøger hjemme hos mormor, og begynder at undersøge hvem der ellers kunne være hendes far sammen med Liva. Det kommer der nogle ret sjove striber ud af.

En dag Mira er ovre hos Liva, møder hun Livas fætter Jonas. Måske kan hun alligevel forelske sig?

Historierne om Mira er super skønne, synes jeg. De er fulde af hverdagsdrama og dilemmaer i børnehøjde, og det kan jeg rigtig godt lide! Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi er i den grad i øjenhøjde med deres læsere i både tekst og billeder i de her skønne bøger. Jeg er selv i gang med at læse dem (igen) sammen med min 8 årige datter. Og hun er fuldstændig opslugt.

I efterårsferien er vi så heldige, at Sabine og Rasmus kommer og fortæller om Miras univers OG har en workshop, hvor man kan lære at lave en tegneserie. Det er torsdag d. 17. oktober kl. 13:00-15:00 på Næstved Bibliotek. Billetter koster kr. 35,- og kan købes her: https://www.naesbib.dk/arrangementer/boern/miras-univers-foredrag-og-workshop 

Det bliver super fedt!

Jeg deltager – gør du?

Materialer
GennemseGennemse
  • Tegneserie

Mira

Af Sabine Lemire, Rasmus Bregnhøi (2017)
Tegneserie - graphic novel. Mira bor alene med sin mor, som ind i mellem kan være lidt pinlig. En ny pige begynder i ...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Tegneserie

Mira - #husbåd #far #kærlighed

Af Sabine Lemire, Rasmus Bregnhøi (2018)
Tegneserie - graphic novel. Mira og hendes mor flytter sammen med moderens kæreste ombord på en husbåd. Mira skal sna...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Tegneserie

Mira - #kreaklubben, #familie, #kys

Af Sabine Lemire, Rasmus Bregnhøi (2019)
Tegneserie - graphic novel. Mira er på vej i puberteten og de store spørgsmål melder sig. Er hendes far, hendes rigti...
Læs mere
Sabine Lemire: Mira på lejrskole GennemseGennemse
  • Bog

Mira på lejrskole

Af Sabine Lemire (2019)
Mira skal på lejrskole, og du er med til at vælge, hvordan turen skal gå for Mira og vennerne
Læs mere