Thomas står med fake, Kastevind og I en skov af sumak

fake kastevind i en skov af sumak

Af
29.08.19

I min sommerferie fik jeg heldigvis læst en række bøger - blandt andet Lykke-Per af Henrik Pontoppidan, der er på over 800 sider! Og som jeg i næste uge vil anbefale, da det er ugen, hvor Henrik Pontoppidan behandles i DR-bogprogrammet "Øgendahl og de store forfattere". 

Men jeg nåede også tre ret så forskellige, mere nutidige, kortere bøger, som jeg også varmt kan anbefale: 

Først den for mig ret ubekendte svenske forfatter Klas Östergrens "I en skov af sumak", hvor man følger teenagedrengen Kenneths venskab med den nye, anderledes, delvist amerikansk elev, Dan, i klassen i Stockholm. Og ikke mindst oplevelserne med og forelskelse i Dans søster Helen. De to verdensvante søskende bor alene i et stort hus, hvor også titlens "skov af sumak" findes. I sommeren 1970 var verden i opbrud og mange alternative strømninger vældede på både godt og ondt ind. Kenneth oplever det hele i relationen til Dan og Helen, han opdager blandt andet hvorfor Dan er så sær, og kommer forandret ud på den anden side af det hele. Klas Östergren skriver fremragende og smukt sansende. 

Bag det lidt mystiske navn: e. lockhart står den amerikanske forfatter Emily Jenkins, der fik noget af en succes med romanen "Vi var løgnere" i Danmark for få år siden. Hendes nyoversatte roman "fake" er helt anderledes, men stadig rigtig god læsning. Den udforsker identitetstyveri via blandt andet sociale medier gennem den unge kvinde Jule, som bliver veninder med rigmandsdatteren Imogen i de øvre klasser i USA og England. I "fake" ved du aldrig helt hvad der er op og ned, men det hele rulles op til sidst gennem et sindrigt plot, og du sidder tilbage med mange tanker om at leg med identiteter i fremtiden kan folde sig ud på ganske uhyggelige måder. Selvom det vel er en roman skrevet til yngre mennesker, slugte jeg den råt. 

Endelig læste jeg også Alberte Windings selvbiografiske "Kastevind" til stor poetisk fornøjelse. Det er en fin, kort roman, der skildrer en forvirrende, men kærlighedsfuld barndom, der skildres meget flot gennem barnets øjne og sanser. Jeg følte jeg kom meget tæt på et spændende og sympatisk menneske med masser af gå-på-mod, så det billede de fleste vel har af sanger og Bamses Luna, holder vand. "Kastevind" ligger sig fint ind i rækken af selvbiografiske romaner, hvor jeg kan anbefale Delphine De Vigans: "Alt må vige for natten", der skildrer problematisk opvækst med ustabile forældre. Det er dog ustabilitet i forskellige grader og heldigvis bliver "alle børns helt" Thomas Winding, Alberte Windings far, skildret solidarisk og kærligt i "Kastevind". 
 

 

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

I en skov af sumak

Af Klas Östergren (2019)
I Stockholm i 1970 tilbringer Kenneth sommeren sammen med søskendeparret Dan og Hellen i en hytte i baghaven. Søskend...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Fake

Af E. Lockhart (2018)
Jule West Williams benytter sine talenter for løgn og bedrag, da hun møder rigmandsdatteren Imogen og snylter sig ind...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Kastevind : erindringsglimt fra en barndom

Af Alberte Winding (2018)
Sangskriver og tekstforfatter Albert Windings (f. 1963) erindringsglimt fra barndommen. Hun fortæller om at navigere ...
Læs mere