Glumsø Bibliotek fejrer 45-års jubilæum

Billede af bibliotekets facade
Den 9. januar 1981 blev dørene slået op til Glumsøs dengang helt nye folkebibliotek – det er 45 år siden, og dét fejrer vi selvfølgelig med lidt kage, taler og litterær underholdning.
Date
Tid
15:00 - 17:00
Adresse
Torvet 1 4171 Glumsø
Bibliotek
Glumsø Bibliotek

I de forgangne år er den daværende Suså kommune gået fra have et enkelt skolebibliotek, til et folkebibliotek med på et tidspunkt tre filialer og de seneste mange år har Glumsø Bibliotek været en del af Næstved Kommunes biblioteker. 

De 45 års udvikling har også budt på farvel til stempler og datakort i bøgerne, et goddag til moderne EDB-systemer og mulighed for at komme på internettet i en halv time, dengang nettet var nyt. 

I tidens løb har der på Glumsø Bibliotek været arrangementer om alt mellem himmel og jord, for små og store. 
Og biblioteket fortsætter med at være et sted man kan komme og låne bøger, brætspil, film, bruge computere og printe, få hjælp fra Borgerservice og meget mere. 

Med andre ord: Glumsø Bibliotek er still going strong og værd at fejre! Vi håber du vil være med!

Vi byder på fødselsdagskage og kaffe / te / saftevand til de fremmødte og markerer jubilæet med korte taler af Otto Høst (Suså Egnshistoriske Forening), Poul Erik Sørensen (borgmester for Suså Kommune 1990-2006) og Kamma Vestergaard (overbibliotekar i Suså Kommune, 1986 og frem til kommunesammenlægningen.)

Efter talerne vil der være mulighed for at hyggesnakke over kaffe og kage, højtlæsning for både børn og voksne ligesom der selvfølgelig vil være mulighed for at blive oprettet som låner, hvis ikke man er det i forvejen.

Fejringens program er som følger:

  • Kl. 15:10: Velkomst og taler i anledning af jubilæet.
  • Kl. 15:30: Højtlæsning for voksne, udvalgte roman- og novellepassager som en hyldest til biblioteker i bred forstand.
  • Kl. 16:00: Højtlæsning for børn, ca. 5-7 år

Ingen tilmelding. Mød blot op kl. 15.

Vi håber at borgerne i Glumsø vil komme og være med til at fejre deres lokale bibliotek.