Tør aldrig tårer bort uden handsker
Svenske Jonas Gardell's roman Tør aldrig tårer bort uden handsker, bind 1: Kærligheden, er en lidt sær blanding af lettere selvbiografisk roman og dokumentarisme. Den skildrer to 19-årige mænds kærlighedsmøde med hinanden i Stockholms bøssemiljø i starten af 80'erne, hvor hiv-smitten lige er dukket op uden at der er nogle, der endnu ved hvad det er for en mystisk sygdom, som homoseksuelle mænd pludselig dør af. Ja, hvis du som læser skulle have glemt det, eller ikke selv levede dengang, så var det mere eller mindre vedtagne populære udtryk for sygdommen simpelthen "bøssepest".
Som du sikkert kan fornemme, beskæftiger Jonas Gardell, der selv har nogenlunde samme alder som de to hovedpersoner og som selv er homoseksuel og flyttede til Stockholm dengang, sig i romanen meget med homoseksuelles fohold. Men han gør det også i afsnit af romanen på dokumentarisk, historisk vis, hvor han blandt andet beskriver, hvordan der ved åbningen af en bøsseklub, Timmy, blev diskuteret af medlemmerne om gardinerne ud mod gaden skulle være trukket fra eller for. De "unge", som på det tidspunkt havde behov for at kunne leve åbent som homoseksuelle, vandt diskussionen, men de "ældre", som havde været vant til at "den der lever skjult lever godt" havde svært ved at vænne sig til de nye, åbne forhold.
Jeg blev som læser mindet om, hvor vildt et slag aids-epidimien var for bøsserne, lige dér i starten af 80'erne. Nu hvor deres seksualitet lige var blevet afkriminaliseret og de også var ved at blive lidt mindre udskammede, fik den da lige en på hatten igen! Titlen referer fx til hvordan man som sygeplejerske skulle håndtere de, ofte meget ensomme, døende bøsser. Jonas Gardell vil helt tydeligt (og gør det fremragende) give læseren en "huskekage" af de tunge slags, men det gøres med kærlighed til menneskers mangfoldighed og med et håb om at der fremover bliver plads til at være som man nu er, også seksuelt.
Heldigvis er Tør aldrig tårer bort uden handsker, Kærligheden også en fin frigørelseshistorie om de to hovedpersoner: Benjamin, som er Jehovas vidne, og Rasmus, som vokser op som enebarn i en lille landsby i Sverige. På den måde er det en almengyldig historie om at finde sig selv og sit eget hjem og sin egen familie, som det jo ganske ofte er sket og sker for unge mennesker ved at flytte til "den store by". Og det er endda også en smuk kærlighedshistorie, men jeg må advare om at det er hård læsning. Faktisk lige så hård som livet jo også er.
Romanen udkom i Sverige ca. 2012 til stor succes og blev fulgt op af to yderligere bind: Sygdommen og Døden, som jeg helt sikkert også skal læse.
Her til sidst vil jeg lige nævne, at jeg læste den til den mandelæsegruppe, som jeg deltager i på Glumsø Bibliotek, og jeg skal hilse at sige at det er berigende, når mænd taler åbent og nysgerrigt om homoseksuelles måder at udleve deres seksualitet i Stockholm i 80'erne... Tak til deltagerne i gruppen for at vælge bogen, og for at være så åbne og nysgerrige. Og til den unge "SKAM-generation": Glæd jer over at mennesker før jer, som Jonas Gardell, har kæmpet hårde kampe for den store frigørelse på det seksuelle område, som I nu lever i.
