Foto af bogen: Skrøbelige skønhed

"Skrøbelige skønhed" - en lille perle

Af
09.08.19

Jeg elsker romantiske bøger og er i den forbindelse faldet over forlaget Lovebooks, som udgiver både Young Adult- og New Adult-bøger. – En af dem er ”Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon, som jeg læste i min sommerferie.

Jeg havde ikke de store forventninger til bogen. Forsiden så ret kedelig ud og bagsideteksten sagde ikke så meget. Men da jeg først kom i gang, viste det sig at være en lille perle, som virkelig rørte mig (til tårer) flere gange under læsningen.

Lille rødhårede Fern med hinkestensbrillerne har været forelsket i høje, smukke Ambrose så længe hun kan huske. Han er skolens populære fyr, ubesejret stjerne på brydeholdet – og ser ikke til hendes side. Da Ferns smukke veninde Rita beslutter sig for at ville have fat i Ambrose, tilbyder Fern at hjælpe hende med at skrive et kærestebrev til ham. Det udvikler sig til en brevveksling imellem de to – og til at Rita og Ambrose bliver kærester. Forholdet holder dog ikke længe, da bedraget går op for Ambrose.

I en historietime i skolen følger de chokerede senior high schoolelever angrebet 11/9-2001 live på den tv-skærm deres lærer har rullet ind i klassen. Rædslen antænder noget i Ambrose, og han overtaler brydevennerne til at melde sig til militærtjeneste sammen med ham. De fem drenge sendes efter kort tids træning i krig i Irak.

I mellemtiden bliver Fern hjemme i Hannah Lake, Pennsylvania. Hun arbejder i supermarkedet, hvor hun efterhånden bliver ansvarlig for at lukke ned om aftenen og hænger ud med sin fætter, Bailey, som har muskelsvind og er bundet til en kørestol. Baileys far er træner for brydeholdet – det hold som Ambrose og vennerne trænede på i high school. Bailey har altid været holdets maskot. Da han ikke selv kunne brydes på grund af sin sygdom, var det ham der førte statistik og aflurede modstanderne under turneringerne. På den måde var han en af drengene.

Kort tid inden drengene skal hjem fra Irak, angribes deres konvoj af en vejsidebombe på en ganske almindelig patrulje. Kun Ambrose overlever. Ferns far er præst i Hannah Lake, så det bliver det hans opgave at overbringe familierne de triste nyheder sammen med militærets folk. Hele byen er i chok og sorg.

Da Ambrose efter lang tids behandling og genoptræning vender hjem til Hannah Lake, holder han sig for sig selv og går kun ud efter mørkets frembrud. Hans smukke ansigt er blevet vansiret og han kæmper med at holde tilværelsen ud. Han begynder langsomt at arbejde om natten i sin fars bageri, som ligger i forbindelse med Ferns supermarked. Her får han små glimt af hende inden hun går hjem sent om aftenen, og kan se, at hun har udviklet sig til en smuk ung kvinde. Fern opdager Ambrose og forsøger langsomt at komme i kontakt med ham. Det er svært, men hun er vedholdende og langsomt begynder han at hænge ud med Fern og Bailey. Det er så fint, hvordan Bailey kan sætte Ambroses situation i relief og fortælle ham nogle sandheder om livet – altid med glimt i øjet.

Hele historien krydres med tilbageblik på små hændelser, som på den ene eller anden måde har haft betydning for Fern, Ambrose og Bailey, og har viklet deres historier ind i hinanden, som man ofte oplever det i små samfund.

For mig var bogen en dejlig læseoplevelse, som også fik sat spørgsmålstegn ved hvad skønhed egentlig er - og hvad den betyder for vores opfattelse af vores medmennesker.

Jeg vil varmt anbefale ”Skrøbelige skønhed”.

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Skrøbelige skønhed

Af Amy Harmon (2017)
Fern, Ambrose og Bailey bor alle tre i Hannah Lake. De tre unge menneskers liv og skæbne vikles ind i hinanden, da Am...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Ebog

Skrøbelige skønhed

Af Amy Harmon (2017)
Fern, Ambrose og Bailey bor alle tre i Hannah Lake. De tre unge menneskers liv og skæbne vikles ind i hinanden, da Am...
Læs mere