"Pssst!" og "Hjertestorm" af Annette Herzog

Af
29.03.19

Graphic novels til tweens

Mine kolleger og jeg har netop været ude på Susålandets Skole afd. Holsted til Læsningens Dag for mellemtrinnet (4.-6. klasse). 

Her stod vi for hver vores værksted, hvor vi arbejdede med litteratur og anbefalede børnene gode bøger. På mit værksted arbejdede vi med illustreret litteratur - bøger med billeder i - til tweens.

Der er kommet rigtig mange fede graphic novels til børn og unge de senere år - her vil jeg anbefale "Pssst!" og "Hjertestorm" af Annette Herzog, illustreret af Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi.

I "Pssst!" møder vi 12-årige Viola, som i den grad går og tumler med livets store spørgsmål: Hvorfor er jeg netop den jeg er? Hvorfor er jeg ikke blevet en anden? Hvad var jeg før jeg blev født? Og hvad bliver jeg, når jeg dør? Ville jeg stadig være mig, hvis jeg var født et andet sted? Hvis mit hår var lyst, og jeg gik i en anden klasse? HVEM ER JEG EGENTLIG?

Det gør ikke det hele lettere for Viola, at hendes forældre er skilt, så hun den ene uge bor hos sin mor i byen og den anden hos sin far på landet. Noget Viola må høre for blandt kammeraterne, som skiftevis kan mærke, at hun bor på landet og mener at hun tror at hun er noget, fordi hun bor i byen…

Samspillet mellem tekst og billeder er helt fantastisk! I en blanding af tegneserie, collage og Violas dagbogsnotater får vi indblik i de tanker hun gør sig om livet, døden, vennerne, familien, ensomhed, udseende og popularitet.

"Pssst!" vandt Ping-prisen 2014 for Bedste danske Børne- og ungdomstegneserie, og tegner Katrine Clante vandt desuden Kulturministeriets illustratorpris 2013 for den.

"Hjertestorm" er en selvstændig fortsættelse af "Pssst!". Viola er nu 14 år – og så er hun blevet forelsket i Storm fra klassen. I "Hjertestorm" følger vi Viola igennem den første og altopslugende forelskelse med op- og nedture, tvivl, angst og vilde følelser.

Hvad er kærlighed for noget? Hvordan opstår den, hvorfor føles den så overvældende, og hvem forelsker man sig egentlig i?

Bogen er så genialt skruet sammen, at den kan læses både forfra som "Hjertestorm", hvor illustrator Katrine Clante viser os kærlighedshistorien set gennem Violas øjne, og bagfra som "Stormhjerte", hvor Rasmus Bregnhøi illustrerer den samme historie set fra Storms synsvinkel. Det er super godt lavet! - En kvindelig illustrator viser os Violas verden, og en mandlig tager os med ind i Storms. Jeg er vild med det!

Begge illustratorer leger med udtrykket og vi følger den første spirende forelskelse igennem klassisk tegneseriestil, collager, dagbogsnotater, sangtekster og myldrebilleder.

Læs dem! Læs dem! Læs dem! En varm anbefaling herfra.

Materialer
GennemseGennemse
  • Tegneserie

Pssst!

Af Annette Herzog, Katrine Clante (2013)
Tegneserie - graphic novel. Kom og hør om den 12-årige Viola og hendes liv. Hvad er man før man bliver født og hvad s...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Tegneserie

Hjertestorm. Stormhjerte

Af Annette Herzog, Katrine Clante, Rasmus Bregnhøi (2016)
Tegneserie - graphic novel. 14-årige Viola og Storm har to ting til fælles; de er forelsket i hinanden, men de har sv...
Læs mere