Foto af bogen Max, Mischa og Tet-offensiven i hånden på Thomas Damholt

Max, Mischa og Tet-offensiven af Johan Harstad

28.01.19

Norske Johan Harstad har skrevet, i mine øjne, ikke mindre end en genial roman i form af Max, Mischa og Tet-offensiven, som udkom på dansk i 2018 til fremragende anmeldelser. Lynhurtigt var der lang kø på bibliotekets eksemplarer af bogen, men jeg fik endelig hånden på et af de 1063 sider lange eksemplarer i december. Og så var julens og nytårets læsning i den grad topsikret. Fra første side fangede Johan Harstads lange, letflydende sætninger, der indrammer de meget personlige betragtninger, som primært den norskfødte amerikanske hovedkarakter Max Hansen, gør sig i bogen.

Først og fremmest er Max, Mischa og Tet-offensiven hans ”coming-of-age”-fortælling, hvor Max udvikler sig fra at være totalt fremmedgjort ung nordmand i en amerikansk forstad til New York, og til ret succesfuld instruktør med en ditto kunstmaler kæreste (Mischa) og videre gennem livet af sprækker af problemer og tvivl til han i slutningen af bogen er i 40’erne. Der er desuden også et stærkt sidespor om den smerte Vietnamkrigen påførte Max’s onkel Owen og en generation og nation. I det hele taget spiller Vietnamkrigen, som bogens titel mere end antyder, en stor rolle i den gigantiske præstation af en roman, som er blevet kaldt et godt bud på alletiders nye, store amerikanske roman – skrevet af en nordmand!

Jeg kan ikke anbefale Max, Mischa og Tet-offensiven nok. Det har været min største læseoplevelse i 2018, og det eneste, der måske trækker lidt ned er længden, men bogen er samtidig en af de lækreste, grafisk udførte og trykte, som jeg længe har haft i mine nu dog lidt tyngede hænder.  

Materialer
Johan Harstad: Max, Mischa & Tet-offensiven : roman
Reservér
  • Bog

Max, Mischa & Tet-offensiven : roman

Af Johan Harstad (2018)
Læs mere