Eva Schelke med billednoveller i hænderne

Billednoveller - store historier kort fortalt

Af
07.02.19

Jeg er vild med billedbøger - og jeg elsker ungdomslitteratur.

Derfor er jeg også rigtig glad for forlaget Carlsens nye tiltag: billednoveller for unge.

Hver af de tre, der er udkommet indtil nu, rummer en stor historie, fortalt i et komprimeret sprog af nogle af de bedste danske forfattere, der skriver til unge. – Og så er de super flot illustreret af nogle af de dygtigste illustratorer, vi har herhjemme. Bøgerne har alle den samme karakteristiske kvadratiske størrelse, og det synes jeg er superfint. De er lette at kende på reolerne.

"Hader, hader ikke" er skrevet af Glenn Ringtved og illustreret af Otto Dickmeiss

Kim har fået til opgave at skrive en stil over emnet "Elsker, elsker ikke…" henne i skolen. Det er en rigtig svær opgave, synes han, så i stedet skriver han om alt det han hader. Kim hader at gå til boksning. Han hader, at han skal hade sin modstander og at hans far ikke kan se, at han hader at gå til boksning. Kim hader sin far, fordi han ikke kan sige, at Kim ikke vil gå til boksning for ham, når han nu ikke selv kan. Kim hader sin familie og sit liv.

Da Kim får stilen tilbage, har han fået 12 for den, selvom han på en måde har misforstået opgaven. Hans dansklærer udfordrer ham til at skrive om hvad han elsker, og det er en endnu sværere opgave for Kim. Tør han tage udfordringen op?

Historien er rigtig fint ledsaget og udfoldet af Otto Dickmeiss’ sort/hvide stregtegninger, der viser nogle af de ting og følelser, som kun er antydet i teksten.

"Mowgli" er skrevet af Sarah Engell og illustreret af Cato Thau-Jensen

Pigen bor alene i et mørkt og råt rum uden vinduer. Hun har aldrig set stjernerne og har stort set ikke noget sprog. Hendes eneste og største glæde i livet er at lytte til en sørgmodig sang, som hun kan høre gennem udluftningskanalen hver aften. Hun har givet tingene i rummet navne efter de få ord hun kender fra sangen.

En aften går døren til rummet op og en kvinde står udenfor. Tør pigen følge hende ud af rummet?

Cato Thau-Jensens sort/hvide illustrationer understreger i den grad uhyggen og ensomheden i historien, men åbner også op for håbet til sidst.

"Mowgli" er en meget komprimeret fortælling, som jeg først begyndte at forstå, da jeg undersøgte, hvad mowgli-børn er…

"Så god som ny" er skrevet af Kristina Aamand og illustreret af Solveig Agerbak

Maryam betyder ærbar på arabisk – men det har Maryam ikke helt været. Vi møder hende i konsultationen hos Knastberg Kirurgi, hvor hun – mod klækkelig betaling – vil forsøge at rette op på skaderne, så hendes kommende ægtemand ikke opdager, at hun er brugt.

Det er et voldsomt indgreb for Maryam at skulle igennem – både følelsesmæssigt og på grund af de erkendelser hun når frem til under samtalen med kirurgen, som har travlt med at vaske hænder i mere end en forstand.

Solveig Agerbak illustrerer "Så god som ny" med spændende sort/hvide kollager af fotografier og grafik. Illustrationerne udfolder og understreger historien rigtig flot.

Hjertet - i organform – optræder i alle tre billednoveller og pryder også bagsiderne. Det er ret genialt, synes jeg, og er med til at understrege, at her er tale om historier om store følelser.

Jeg er ret vild med billednovellerne og vil varmt anbefale dem. Stor litteratur kan sagtens både være kort fortalt og stærkt illustreret. Jeg glæder mig til de kommende udgivelser i serien.

Materialer
Glenn Ringtved: Hader, hader ikke GennemseGennemse
  • Bog

Hader, hader ikke

Af Glenn Ringtved (2018)
Novelle. Kim har skrevet stil i skolen om hvad han hader og det udløser konflikt i familien, men hvad er det egentlig...
Læs mere
Sarah Engell: Mowgli GennemseGennemse
  • Bog

Mowgli

Af Sarah Engell (2018)
Novelle. Der bor en pige i et mørkt rum. Mor er der heldigvis også. Gennem ventilationsristen lyder ind i mellem stil...
Læs mere
Kristina Aamand: Så god som ny GennemseGennemse
  • Bog

Så god som ny

Af Kristina Aamand (2018)
Novelle. Maryam betyder ærbar og familien har høje forventninger til Maryams ærbarhed, nu hvor hun skal giftes. Men M...
Læs mere