Vibeke med bogen

Anna Fredriksson: Mellem himmel og hav (2019)

Mellem himmel og hav er første bind i Anne Fredrikssons store svenske familiefortælling om mødre og døtre, om forsoning og tilgivelse og ikke mindst om at finde modet til at gå sine egne veje.

Sally har aldrig fået svar på, hvorfor hendes mor forlod hende, da hun var tre år gammel. Og som halvtredsårig er det en smerte, som hun stadig bærer rundt på. Det bliver ikke bedre af, at hun selv har fejlet som mor og gennem flere år ikke har haft kontakt med sin voksne datter Josefin.

Da Sallys onkel Åke dør, arver hun hans hus i den skånske by, Kivik. Huset har en særlig værdi for hende, da hun er vokset op her. Hun beslutter sig for at flytte dertil, også for at få en mulighed for at komme tættere på datteren, som bor sammen med sin kæreste på en gammel går i nærheden. Sally ved ikke, at Josefin i mellemtiden har fået kontakt til sin mormor, Vanja, som nu også bor i byen. Og de to har nu et stærkt bånd.

Sally føler sig på mange måder godt tilpas i byen, hvor hun er opvokset. Det er dog ikke let for hende at se på, at datteren og den mor, som forlod hende, er så tætte. Dog er det vigtigste for hende at genoptage kontakten til datteren. Der er noget at arbejde for, da Josefin er vred og såret over, at moren i sin tid valgte hende fra i forhold til en kæreste. Alligevel ønsker hun at slutte fred med moren.

Det er en meget varm og dejlig bog, som på trods af sine 395 sider hurtigt er læst. Vi følger de tre kvinder, Sally, Josefin og Vanja, som hver har deres at slås med. For livet er ikke altid så let – og sommetider kommer man (måske) til at tage de forkerte beslutninger. Og så er det spørgsmålet, om det er muligt at få tilgivelse og prøve være sammen på ny!

Anna Fredriksson bor i Stockholm, men tilbringer somrene i den lille skånske kystby Kivik, hvor bogen foregår. Mellem himmel og hav er første bind i en trilogi om tre generationer.

Materialer
Anna Fredriksson (f. 1966): Mellem himmel og hav
Reservér
  • Bog

Mellem himmel og hav

Af Anna Fredriksson (f. 1966) (2019)
Læs mere