Se mig

Af
25.09.20

YA roman af Sanne Søndergaard

Zira og Alberte har været bedste veninder altid – lige indtil alt går galt i juleferien i 9. klasse og de bryder forbindelsen fuldstændig.

Da vi møder de to piger i romanen, er de lige startet på gymnasiet, hvor de begge holder øje med hinanden på afstand. Både Zira og Alberte er mærkede af bruddet – og mener begge, at det er den andens skyld.

Alberte har en YouTube kanal, hvor hun lægger videoer ud om at mærke sig selv, stå ved sig selv og vælge alt det dårlige fra. Både kanalen og Alberte bliver mere og mere populære og får en masse opmærksomhed. Opmærksomhed, som Alberte tidligere følte at Zira stjal med sit smukke ydre og sine kvindelige former.

Imens sygner Zira fuldstændig hen. Hun og Alberte havde YouTube kanalen sammen inden deres brud, og lagde videoer ud om make-up tips. Det var nogle videoer, de to piger havde det rigtig sjovt med at lave, men som Alberte nu tager afstand fra. Zira bliver set på som det side kick Alberte valgte fra. Og hun føler sig også sådan. Som den største og mest ensomme katastrofe på gymnasiet, hvor hun for det meste holder sig for sig selv. Ziras liv har indskrænket sig til at stå op, gå i skole, passe sit job i svømmehallens kiosk og forsøge at undgå konfrontationer med hendes far derhjemme.

Alberte nyder livet i spotlightet. Hun er med i skolens hotteste slæng, bliver nomineret til Guldtuben og interviewet på tv. Alle vil gerne være venner med hende og hun får opbakning og opmærksomhed for sine videoer fra alle sider. Både elever og lærere på gymnasiet fremhæver Alberte for hendes dybde og gode menneskekender-egenskaber. Og antallet af følgere på hendes kanal bare stiger og stiger. Da dagen for Guldtuben oprinder, har Alberte 116.206 følgere og øjner straks en mulighed for at øge det tal, da hun møder Mikkel Hesselgren til awardshowet. Han har landets største YouTubekanal med over 400.00 følgere, og vil gerne lave noget sammen med hende.

I mellemtiden bliver Zira kærester med Simon, der ligesom hun selv er mørk i huden. Zira fordi hendes afdøde mor var israeler og Simon fordi han er adopteret. De finder sammen, da de begge oplever, at deres biologilærer på gymnasiet giver dem ubehagelig meget opmærksomhed på grund af deres hudfarve. Sammen med Simon føler Zira sig glad og fri. Han er vild med hende for den hun er. Pludselig er det meget sjovere at gå i skole, når Zira kan glæde sig til at se Ham imellem de kedelige timer, hjernedøde lærere og klassekammeraterne, der kun taler om Alberte.

Det viser sig, at det ikke er helt let for 16-årige Alberte at hamle op med Mikkel Hesselgren på 22 og hans slæng. Han er langt foran hende i forhold til sponsoraftaler og ser noget anderledes på livet som YouTube stjerne. For ham er livet en lang fest og det gælder bare om at tage imod alle de tilbud, der kommer hans vej. Alberte hvirvles ind i et overfaldeliv, hvor hun gang på gang må give køb på sig selv og sine egne holdninger og værdier, alt imens veninderne og folk omkring hende ser misundeligt til og hele tiden vil have mere af hende. – Hvor kan Alberte søge hen, når det hele brænder sammen?

Romanen er fortalt i kapitler set skiftevis fra Zira og Albertes synsvinkel. Begge piger kæmper med indre stemmer der fortæller dem, at de ikke er noget værd.  Stemmer der er skrevet med kursiv i teksten. Det er et rigtig godt fortællegreb fra Sanne Søndergaards side, synes jeg. Langt flere unge (piger) end vi tror kæmper med selvværdsproblemer og præstationsangst. Samtidig får den voksne læser et indblik i hvor meget de sociale medier fylder i unge menneskers liv. Unge på 13-18 år vil helt sikkert kunne genkende sig selv i det liv Alberte og Zira lever.

Jeg synes ikke at ”Se mig” er Sanne Søndergaards bedste bog, men den er alligevel blevet siddende i mig efter endt læsning og jeg vil anbefale den sammen med hendes øvrige YA romaner; den fantastiske ”Kære dødsbog”, ”Proforma” og voksenromanen ”Hell man”.

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Se mig

Af Sanne Søndergaard (2020)
Zira og Alberte går begge i 1.g. De har været bedste veninder hele deres liv, men der har været et smerteligt brud im...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Kære dødsbog

Af Sanne Søndergaard (2008)
Agnes har besluttet sig for at tage sit eget liv på sin 15-års fødselsdag om 12 dage og starter derfor sin dødsbog, d...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Proforma

Af Sanne Søndergaard (2011)
Siv og Lukas skal begynde i gymnasiet og gruer for de sociale regler. Derfor beslutter de at optræde som kærestepar, ...
Læs mere
Sanne Søndergaard: Hell man GennemseGennemse
  • Bog

Hell man

Af Sanne Søndergaard (2012)
21-årige Thor skal træffe et valg mellem et trøstesløst liv i udkantsdanmark eller blive soldat. Han vælger det sidst...
Læs mere