Romanen Farklausulen af Jonas Hassen Khemiri

Farklausulen af Jonas Hassen Khemiri

Af
06.07.20

Titlens "Farklausulen" går ud på at hovedpersonen i romanen - den unge far til to - har en aftale med sin tyrkiskfødte far om at han stiller en lejlighed til rådighed og hjælper faren med regnskab, de par gange årligt han besøger Stockholm fra sin faste bopæl i Tyrkiet. Det er ikke en nem aftale for sønnen at leve op til, og det skyldes ikke kun at det på mange måder er meget faren forventer uden at det skal koste ham noget, men også at sønnen også føler sig svigtet af faren under sin opvækst.

Jonas Hassen Khemiri har skrevet en af de bedste bøger, som jeg har læst, om problematikkerne ved at være 2. generationsindvandrer i et nordisk land. Hovedpersonen har en etnisk svensk kæreste og har i opvæksten været en del af det svenske velfærdssamfund og lært "svenske" værdier, som at en far selvfølgelig tager lige del i opdragelsen og omsorg for børnene og selvfølgelig tager børnepasningsorlov.

Og vi møder netop hovedpersonen under en sådan orlov, hvor megen af tiden går med at forsøge at leve op til alle de forventninger, som han mener omverdenen har til sådan en perfekt, svensk far. Stillet overfor sin egen far, som kræver den ældste søns fulde opmærksomhed og hjælp - også selvom han egentlig efter alle parametre har svigtet som far - er der et kæmpestort sammenstød af værdier, som romanen lysende klart udstiller. 

Noget af det gode ved romanen er at man ser de forskellige situationer fra de forskellige personer, som udover far og søn, også er kæreste, søster og endda, temmelig poetisk og morsomt, de to små børn. Jonas Hassen Khemiri har skrevet en bog, som går dybt under huden og udvider ens forståelse for at være ikke-etnisk svensker, eller for den sags skyld, dansker, med rødder i mellemøsten, på en måde som er meget naturlig og indlevende.

Undervejs i læsningen fik jeg mindelser om Karl Ove Knausgaards eller Geir Gulliksens værker, som også er meget intimt afklædende den "moderne", nordiske mand, som på mange måder står i en konflikt mellem feminine og maskuline værdier, som endnu ikke rigtigt er landet det rigtige sted. Det var en dybt interessant og udvidende oplevelse af læse fra et 2. generations indvandrer perspektiv for en "moderne" mand som mig. 

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Farklausulen : roman

Af Jonas Hassen Khemiri (2019)
Generationsroman fra Sverige fortalt af den dominerende farfar og hans familie. Under hans halvårlige besøg i Stockho...
Læs mere