Omrids af Rachel Cusk

Omrids af den britisk-canadiske forfatter Rachel Cusk er første del af Faye-trilogien og inden jeg læste den havde jeg læst fremragende anmeldelser og anbefalinger af den. Den skulle ligefrem være en fornyer af romangenren med sin dialogbårne stil, hvor fortælleren umiddelbart træder lidt i baggrunden for mere at være til stede i de samtaler, som hun har med forskellige mennesker, som hun møder på sin vej i Athen, hvor hun skal afholde et skrivekursus. 

Og ja, jeg synes faktisk det er noget ret nyt. Det er lidt som en Woody Allen film, hvor der hele tiden bliver sagt, om ikke sådan vildt sjove, så i hvert fald underfundige og interessante ting. Og faktisk er den også ret sjov, men måske mere på den tragiske måde, hvor man får lidt ondt af personerne, der taler og fortæller om deres liv. 

De kommer i hvert fald gang på gang ind på noget, hvor de beskriver sig selv som inkonsistente, tvivlende og fortrydende mennesker. Og hvad er det så de fortryder? Jo, det er de helt store emner, der er på spil i Omrids, og sikkert også i de to næste bind, som også er oversat til dansk, nemlig skilsmisse, forældreskab, identitet, kærlighed, sorg. Ja alt det svære, men også glædelige i livet, som disse personer gør sig deres bedste betragtninger over og for en stor del vedkommendes resignerer over. 

Rachel Cusk, kan jeg læse mig til, er lidt af en karaktér indenfor litteraturen, der flere gang har været i problemer med kvindelige forfatterkolleger, bekendte og medier, pga. en utilsløret ærlighed og en Karl Ove Knausgaardsk inddragen eget liv i romanerne, men i denne trilogi er der større afstand til hendes eget liv. 

Omrids er et fantastisk koncentrat af ord, der vækker tanker om ens eget liv og valg i livet og hovedpersonen Faye kommer man til at holde af – hun har også en historie, som langsomt folder sig ud og som jeg glæder mig til i de næste to bind.