To musikbiografier på lydbog

Vandbærerne - fortalt af dem selv

Af
02.04.20

To historier på lydbog om nogle af dansk musiks arbejdsmænd - indlæst af dem selv.

Bag enhver stor musiker står som regel nogle andre musikere, hvis historie eller personlighed man sjældent hører om. Jeg har for nyligt hørt to lydbøger skrevet af sådan nogle musikere, som stod i anden række - lige bag den store stjerne. Og det har været interessant lytning. Især fordi begge bøger er indlæst af hovedpersonerne selv.

"Det Ganske Lille Band : mine år med C.V. Jørgensen" (2018)
Skrevet og indlæst af trommeslageren René Wulff, som spillede med C.V. Jørgensen i en kort men meget intens periode fra 1976-1979. Her giver det virkelig bogen en ekstra dimension, at det er forfatteren selv, som formidler indholdet med sin ærkekøbenhavnske accent. Det er ret personlige og meget ærlige ting, han kommer omkring i sin historie, og det leveres med nogle fine nuancer i modsætning til, hvis det var en helt neutral fortællerstemme, der havde indlæst bogen.

Og hvad angår selve historien, så er den ret interessant, hvis man ellers interesserer sig for, hvordan det var at være et rockband i Danmark i 70'erne. Og det varr hårdt arbejde ifølge René Wulff. Således gik det meste af bandets tid med at øve, indspille og turnere, hvilket bl.a. resulterede i, hvad der må siges at være, tre af C.V. Jørgensens bedste plader - på bare tre år!

Noget andet, som forfatteren faktisk meget nuanceret skildrer, er de dynamikker og spændinger mellem bandmedlemmerne, som både bidrog til orkestrets kreativitet og fremdrift, men som i sidste ende også resulterede i dets opløsning.

Hør den her på eReolen

"Det store K : Kim Larsen - en musikalsk rejse gennem tre årtier" (2019)
Kim Larsens bassist gennem næsten 18 år Henning Pold har skrevet og indlæst denne bog om sit forhold til Kim Larsen. Især deres musikalske samarbejde, men han kommer også omkring Kim Larsen som person. Han tegner overvejende et kærligt billede af Kim Larsen, selvom han også bliver beskrevet som bestemt og temmelig kompromisløs.

Det skinner igennem, at Henning Pold mener, at Kim Larsen ofte uretmæssigt er blevet beskrevet som beregnende, hysterisk, forfængelig og det, der er værre, af folk, som kun kendte ham perifært. Det billede vil han tydeligvis gerne rette op på ved at fortælle om de mange gode sider Kim Larsen besad.

Henning Pold spillede med Kim Larsen i de meget succesfuld år i 80'erne, og vi får indsigt i bl.a. tilblivelsen af nogle af de kendte sange, og hører også om indspilningerne og turnererne. Jeg blev fx overrasket over at høre, hvor stor Kim Larsen også var i Norge og Sverige på det tidspunkt.

Hør den her på eReolen

Materialer
GennemseGennemse
  • Lydbog (net)

Det store K : Kim Larsen - en musikalsk rejse gennem tre årtier

Af Henning Pold (2019)
Bassisten Henning Polds (f. 1951) personlige erindringsfortælling om at spille sammen med Kim Larsen fra 1978 til 199...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Lydbog (net)

Det Ganske Lille Band : mine år med C.V. Jørgensen

Af René Wulff (f. 1950) (2018)
René Wulff (f. 1950) var trommeslager i C. V. Jørgensen's band "Det Ganske Lille Band" i årene 1976-19...
Læs mere