Rosenreglen af Liv Nimand Duvå

Rosenreglen, der er den unge forfatter Liv Nimand Duvås anden roman, handler om en kvindelig kunstner i slutningen er 20'erne, som flytter i et kollektiv på landet, blandt andet for at koncentrere sig om at lave et foto-kunstprojekt. Hun er i besiddelse af en række billeder af sig selv som purung teenager, som en mand - i bogen kun kaldet "Fotografen" - har taget af hende i mere eller mindre afklædte erotiske positurer. Disse billeder vil hun bruge til kunstprojektet.

Det er fra starten af bogen meget tydeligt at hun ikke klart erindrer hvad der skete, da hun fik taget disse billeder, og at det vækker ubehag for hende at tænke tilbage på den tid. Hendes mor var meddelagtig i at "Fotografen" fik tid alene med hende, og øvrige svigt fra morens side fornemmes også i erindringer om samtaler om fx mad mellem dem og de fornemmelser, disse samtaler giver hovedpersonen.

Bogen veksler mellem ubehagelige episoder i den pure ungdom i skolen og med moren og til dels også mormoren, og så frem til nutiden, hvor disse erindringsglimt fornemmes at give fysisk ubehag, sår på huden og andre mareridsagtige oplevelser i det øde hus og i forholdet til de øvrige beboere, herunder hovedpersonens kæreste. 

Uhyggen og ubehaget kryber virkelig ind under huden på læseren i Rosenreglen, der er en fremragende, nærmest gotisk, sanselig roman med temaerne spiseforstyrrelse, selsvskade og seksuel udnyttelse behandlet på en sproglig fremragende og tankevækkende måde. Bogen er også et stærkt kunstnerisk indlæg i en vigtig problematik om den konkurrenceprægede, kropslige tingsliggørelse, som vi som samfund udsætter særligt unge kvinder for.