Om dette arrangement

Tid
19:00 - 20:30
Pris
Gratis
Bibliotek
Sted
Store Scene
For hvem?
Arrangør

Annie Ernaux (FR) i samtale med Tore Leifer – Livestream fra Den Sorte Diamant

Oplev den prisbelønnede franske forfatter Annie Ernaux i en live-streamet samtale med journalist Tore Leifer, direkte fra Den Sorte Diamant.

Annie Ernaux er født i Normandiet og står i dag som en af Frankrigs største nulevende forfattere. Du kan se med live, når hun bliver interviewet på Den Sorte Diamant. Samtalen foregår på fransk og opsummeres løbende på dansk.

Annie Ernaux er kendt for sine selvbiografiske romaner, hvor hun udforsker temaer som familierelationer, erindring, seksualitet, lidenskab og skrift, samtidig med at hun altid er politisk og optaget af klasse og køn.

Centralt i forfatterskabet står romanen Årene, der udkom i 2008 i Frankrig, og i en dansk oversættelse i 2021 på Gads Forlag. Værket fortæller forfatterens personlige livsforløb samtidig med det bliver en stor fortælling om Frankrig op gennem det 20. århundrede set gennem Ernaux’ perspektiv. 

Annie Ernaux blev i efteråret 2022 tildelt Nobelprisen i litteratur "for sit mod og kliniske skarphed, med hvilken hun afdækker den personlige erindrings rødder, fremmedhed og kollektive rammer.”
Til arrangementet vil skuespiller Ellen Hillingsø læse op fra Annie Ernaux værker.

Anmelderne skrev om Årene:
"... et grænseløst ambitiøst projekt, som lykkes over al måde. (...) Årene er et fænomenalt værk, fuldstændig uden for kategori." – Jyllands-Posten

"Ernaux’ tilstedeværelse i bogen er på én gang flygtigt og enormt generøst: Det er med hendes krop som prisme, jeg for alvor indser det gådefulde forhold mellem fortid og fremtid." – Politiken

"... en sanselig, poetisk og bevægende læseoplevelse (...) ...et stykke moderne litteraturhistorie, som enhver med læselyst bør unde sig selv." – Kristeligt Dagblad

Medvirkende:

Annie Ernaux
Annie Ernaux er født i Normandiet og betragtes som en af sin tids vigtigste franske stemmer. Hendes 20 romaner er alle blevet hyldet af både læsere og kritikere, og hendes autobiografiske, sociologiske tilgang til det litterære stof er en stor inspirationskilde for mange af Frankrigs unge forfattere. Hun modtog Nobelprisen i litteratur i 2022, og i 2017 Marguerite Yourcenar-prisen for sit samlede forfatterskab. Inden for de sidste år er hun blevet opdaget på ny internationalt med en smuk modtagelse og et publikumsgennembrud i bl.a. USA, Skandinavien og England. 

Tore Leifer
Tore Leifer er radiovært på Kulturen (P1), cand.mag., forfatter og medforfatter til en række især kulturhistoriske bøger, senest bl.a. Antikken omkring os, ISOLA, Cocktailtimen og Restless Blood. Han er en ofte benyttet interviewer og moderator på danske litteraturfestivaler, har boet i Frankrig og er bl.a. medlem af den rådgivende komité for De Frankofone Ambassadører i Danmarks Litterære Pris. Han har også lavet en række podcasts på fransk om dansk kunst og kultur til Danmarkshusets digitale platform Le Bicolore i Paris.

Ellen Hillingsø
Ellen Hillingsø blev uddannet skuespiller på Århus Teaters Skuespillerskole i 1994. Hun har været meget alsidig inden for sit fag, idet hun, ud over teater, er kendt for hendes medvirken i både film, tv, radio, og oplæsning. I løbet af hendes karriere har hun bl.a. vundet en Robert for årets kvindelig birolle, Lauritzen-prisen, samt været nomineret til en lang række af priser, herunder en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle.