
Om dette arrangement
Vi nørder #2 - Jagten på den ukendte familie
Adam Jon Kronegh er arkivar og har arbejdet med arkivundersøgelser i Rigsarkivet i mange år.
Han fortæller om, hvordan arbejdet med at finde brikkerne i Rigsarkivets store puslespil udføres, og hvilke historiske mysterier han har været med til at løse – og om at falde over de mest eventyrlige opdagelser ved rene tilfælde.
Ubåde og vestindiske skandaler
Hør om, hvordan hans arbejde har åbnet for de mest utrolige historier. F.eks. den om danskeren Johan Frederik Carlsen, som omkom under den amerikanske borgerkrig i verdens første undervandsbåd: en utrolig historie om udlængsel og (dum)dristighed. Eller historien om en dansk embedsmands ulykkelige skæbne på de Vestindiske Øer i 1899, efter en romantisk, men syndig og “naturstridig” affære…
Bliv klogere på din egen familie
Slægtsforsker Torben Albret Kristensen vil denne aften også komme med tips til, hvordan du selv kommer i gang med at dykke ned i sin egen families historie – både på fysiske steder som Næstved Arkiverne og via forskellige online-samlinger.
Glæd dig til en aften i familiehistoriens tegn!
Vi Nørder
”Vi Nørder” er overskriften på en arrangementsrække på Næstved Bibliotek. Idéen er, at vi hver gang kaster os over et emne, som vi ”nørder” ud fra en ofte lidt skæv vinkel, og at man som deltager får og gerne deler fascinerende viden, man ikke anede man manglede!