Om dette arrangement
Offentlige foredrag i naturvidenskab: Fremtidens natur
Forelæser: professor i økologi Jens-Christian Svenning, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
Jorden er en levende planet – fyldt med mange forskellige livsformer. Men dens varierede og rige biodiversitet er nu under pres. Vi hører dagligt om biodiversitetskrise, klimakrise og kollaps i bestanden af insekter. Ja, sågar bliver ordet 'masseuddøen' ofte bragt i spil.
Professor i økologi Jens-Christian Svenning vil fortælle hvilke faktorer der bestemmer om der er høj eller lav biodiversitet i verden – og med eksempler fra Danmark. Hvilken rolle spiller klimaet – og hvilken rolle spiller mennesket?
Hør også om baggrunden for biodiversitetskrisen – hvor stærk den er, og hvad der styrer den. Hvordan står det til med de tropiske skove og savanner. Og hvad med den danske natur – og hvilken rolle spiller de fremmede arter som mårhund og vaskebjørn – og hvad med honningbien?
Du kommer også til at høre om koblingen mellem biodiversitetskrisen og klimakrisen – og hvordan biodiversiteten formentlig udvikler sig i fremtiden.
Endelig vil du høre hvad vi som samfund og som individer kan gøre for at sikre en rig biodiversitet for de kommende generationer.
Info om Offentlige foredrag i naturvidenskab
Et samarbejde mellem Næstved Bibliotek og Borgerservice, BIO Næstved og Aarhus universitet tilbyder hele landet at se med, når Aarhus Universitet formidler de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskaben.
I Næstved vil de offentlige foredrag blive vist i BIO Næstved, der lægger sal til samtlige 7 foredrag henover foråret.
Alle foredragene er gratis. Du kan bestille din plads i salen via biografens hjemmeside cirka en uge før foredragene.