Foto, der skal illustrere foredrag om klimaændringer
Foto, der skal illustrere foredrag om klimaændringer

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Bio Næstved
Kattebjerg 5
4700 Næstved
Arrangører

Foredrag - klimaændringer den danske vinkel 2019

Foredrag i BIO Næstved ved professor i klimafysik Jens Hesselbjerg Christensen, som streames fra Aarhus Universitet.

Foredraget livestreames fra Aarhus Universitet. Gratis entré.
Midtvejs er indlagt en pause på 20 minutter.

Forelæser: professor i klimafysik Jens Hesselbjerg Christensen, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet

Med Parisaftalen i hus i december 2015 blev en vigtig milepæl i forhold til at undgå uoverskuelige klimaforandringer i løbet af dette århundrede nået. Verdens ledere blev enige om at klimaproblemet er det største fælles problem vi som beboere af planeten Jorden må og skal finde en løsning på. Undervejs har FNs klimapanel udgivet den ene klimarapport efter den anden som i større og større detalje har udredt hvad vi ved om de igangværende klimaændringer, deres konsekvenser og hvad fremtiden vil byde på. Rapporterne udgør således selve grundlaget for Parisaftalen og processen som førte til dens vedtagelse. 

Selv om det hedder 'den globale opvarmning', rammer den i høj grad lokalt med klimaændringer som alle nationer i verden oplever på en unik måde. FNs seneste klimarapport besvarer spørgsmål som: hvad er effekterne af den globale opvarmning? Hvordan afbøder vi dem? Hvordan tilpasser vi os? 

Aftenens foredragsholder, Jens Hesselbjerg Christensen, har været hovedforfatter på flere af FN-rapporternes kapitler om regionale klimaændringer og har en rolle at spille også i den kommende hovedrapport som udkommer i 2021/22. 

Her i Danmark er vi heldigt stillet: vi er ikke specielt sårbare, og vi har både viden og penge så vi kan tilpasse os. Vi har dog fortsat akut behov for at få sat tal på hvor meget havet stiger, hvor kraftige skybrud vi skal dimensionere kloakkerne til og hvor lange tørkeperioder og hvor varme hedebølger fremtidens somre byder på. Kun med den viden kan vi designe et Danmark der kan stå imod – og måske endda udnytte – de klimaændringer som uundgåeligt vil finde sted selvom Parismålene skulle blive indfriet. Og det kan gå helt galt hvis det vilde vejr rammer os uforberedt. Men samtidig må man spørge: ”Hvilken ekstra viden der skal til før vi tager klimaforandringerne og deres effekter alvorligt nok til at vi faktisk laver noget om?” 

Foredraget stiller skarpt på danske forhold og dansk sårbarhed i forhold til de forandringer vi allerede oplever. Undervejs bliver vigtige atmosfæreprocesser og mekanismer forklaret så alle kan være med.
Efter foredraget går du hjem med både en bedre forståelse af klimaet som system, hvilke usikkerheder forskerne kæmper med og en idé om hvorvidt vi efterlader vores efterkommere en oase med vindyrkning, varme somre og masser af turister eller en nødstedt nation omgivet af et stormfuldt og stadigt stigende hav – og hvad der skal til for at vi ender i den første situation og ikke i den anden. 

Læs mere om foredraget på Aarhus Universitets hjemmeside 
Foredraget er et led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet

Tilmelding på BIO Næstveds hjemmeside

Foredraget er et led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet. Næstved Bibliotek og Borgerservice viser foredragene i samarbejde med BIO Næstved.