Om dette arrangement

Tid
17:45 - 22:00
Pris
180 kr.
Bibliotek
Sted
Café Rejseladen og Glumsø Bio
For hvem?

Bøf, Bog og Bif Glumsø - Hændelsen

Der inviteres der til en spændende kulturel aften, hvor vi starter med spisning i Café Rejseladen for derefter at høre om bogen ”Hændelsen” af Annie Ernaux, før vi ser filmen af samme navn i Glumsø Bio.

”Bøf, Bog og Bif” er et samarbejde mellem Café Rejseladen, Glumsø Bio og Glumsø Bibliotek. Denne gang skal vi se filmen, ”Hændelsen” med den fransk-rumænske skuespiller Anamaria Vartolomei i hovedrollen som Anne.

En skelsættende og traumatisk begivenhed
”Hændelsen” er skrevet af den franske stjerneforfatter Annie Ernaux i 2021. Bogen kredser om en skelsættende og traumatisk begivenhed i forfatterens egen ungdom, hvor hun blev gravid og fik en abort i en tid, hvor det var forbudt, skamfuldt og tabuiseret. Det er en rystende fortælling, hvor man følger den unge kvinde, Annes stigende desperation i forbindelse med den uønskede graviditet. Der er ikke meget hjælp at hente hos omgivelserne, der reagerer på de ulykkelige omstændigheder med fordømmelse og afstand - hvis de da ikke prøver at komme i bukserne på hende, da graviditeten i deres øjne er et tegn på promiskuitet.
Det er chokerende læsning. Selvom, der er gået 60 år siden bogens handling faktisk udspillede sig, er abort stadig tabubelagt, underbelyst og ganske voldsomt. Bogen er, grundet emnet, blevet forbudt i Texas, Polen og en række andre lande. 

Annie Ernaux har lige vundet Nobelprisen i litteratur her i efteråret for sit forfatterskab, hvor erindringskunsten spiller en afgørende rolle. 

En rystende fortælling om illegal abort

Filmen ”Hændelsen” handler om den unge studerende Anne, som helt uplanlagt bliver gravid i 1960'ernes konservative Frankrig. Udover, at en abort ikke er lovlig, så betyder det at få et barn, også at Anne bliver udelukket fra sin uddannelse. Og hun er en dygtig og flittig studerende, som har store ambitioner for sin fremtid. 

Anne har ikke noget ønske om at få et barn lige nu, men da det er ulovligt, må hun gå andre veje. På samme tid skal den unge kvinde for alt i verden passe på, hvem hun fortæller om både sin graviditet og ønsket om abort. At fortælle sine forældre om graviditeten er utænkeligt.  Den franske film vandt den prestigefyldte hovedpris, ”Guldløven”, under Venedig Film Festivalen.  
Filmen havde premiere i november 2021. 

Vi får et mindre antal bøger, som kan afhentes og lånes på Glumsø Bibliotek fra torsdag den 17.  november. Bogen kan også findes via e-reolen som lydbog eller e-bog.  

Aftenens program:
Fra kl. 17.45-19.00 – Café Rejseladen 
Menu: ”Fransk tallerken” med 4-5 små retter  
Ekstra: is (kan købes for 30 kr.)
Fra kl. 19.00 – Glumsø Bio 

Fra kl. 19.30-ca. 22.00

Oplæg om bogen bag filmen, ”Hændelsen” ved Glumsø Bibliotek
Vi ser filmen af samme navn og taler om den bagefter. 
Samlet pris for spisning og biograf: 180 kr. (ekskl. drikkevarer og dessert). I prisen er inkluderet en kop kaffe eller te i biografen.

Tilmelding på: www.glumsoe-bio.dk, hvor der betales for både spisning og biograf. Der er et begrænset antal billetter til arrangementet! 
Ovenstående priser er baseret på tilmelding før arrangementet. Kvittering på sms eller mail skal vises både i Café Rejseladen og i Glumsø Bio.